Om F&H

F&H køber Rosti

F&H of Scandinavia har indgået en aftale med Mepal BV i Holland, der nu betyder at Rosti – og ikke mindst Margrethe-skålen – igen kommer på danske hænder. Rosti blev grundlagt i Danmark i starten af 40’erne af Rolf Fahrenholtz og Stig Jørgensen, og i 1971 blev firmaet solgt til A.P. Møller. Siden blev Rosti i 1993 solgt til hollandske Mepal, der dermed i mere end 25 år har været ejer af produkter i Rosti-brandet.

Men nu flytter ’Margrethe’ tilbage til Danmark. F&H of Scandinavia har fra 1. juli 2019 købt brandet og ejer dermed alle rettigheder til salg og produktion i hele verden.

Margrethe-skålen er uden sidestykke det meste kendte Rosti-produkt. Skålen blev designet i starten af 50’erne på tegnestuen Bernadotte & Bjørn i København. Den ene af designerne, Sigvard Bernadotte, der var bror til den danske dronning Ingrid, fik i 1954 lov at opkalde skålen efter hendes datter, den daværende prinsesse Margrethe.

Margrethe-skålen er siden blevet et prisbelønnet, dansk design-ikon, som blandt andet har været afbilledet på frimærker og også har plads i den permanente samling på Museum of Modern Art i New York. På verdensplan er der solgt mere end 25 millioner Margrethe-skåle.